Vidnesbyrd parterapi

Anmeldelse af et intensivt par-terapeutisk ophold i Thy

Mit første møde med Peter Damgaard-Hansen var ved et foredrag, han holdt i området, hvor jeg bor. Han talte om parforholdet og om forsoning. Det han sagde, og måden han præsenterede sit stof på, tiltalte mig og vakte min interesse. Jeg købte hans bog ”Forsoningens kunst – og nådegave” og læste den. På hans hjemmeside læste jeg om hans tilbud om ”intensivt par-terapeutisk ophold i Thy”. Dagen efter foreslog jeg min kone, at vi sammen tog en tur til Thy. Det var hun med på.

Vi har været gift i 15 år og vores liv sammen fungerede på mange måder udmærket. Men der var også en del ting, som var gået skævt i vores ægteskab. Vi var begge to klar over det, men vi talte efterhånden ikke mere sammen om det. Vores liv sammen var ikke mere givende, som det tidligere havde været. Intimiteten var væk og sex havde vi ikke haft sammen i 5 år. Jeg havde en tro på, at vores forhold kunne blive bedre – det havde det jo været i de første år af vores ægteskab. Men vi magtede åbenbart ikke at få snakket sammen om vort forhold på en måde, så at vi ”fik skovlen under” problemerne.

Jeg tog afsted til Thy med en forventning om, at vi ville få hjælp til at få vores forhold til at være mere givende. Men det, vi fik under opholdet, overgik langt mine forventninger. Det vi fik, var i en helt anden liga. Jeg var imponeret. Vi fik ikke (blot) gode råd og konkrete anvisninger til, hvordan vi kunne få vores forhold til at fungere bedre, men Peter Damgaard-Hansen viste os en hel anderledes tilgang til vores måde at leve sammen på.

Peter Damgaard-Hansen viste os i løbet af de 3 dage, vi var hos ham, at ødelagt tillid kan genoprettes gennem forsoning. Jeg forestillede mig, det krævede mange år, hvor jeg skulle forsøge at bevise, at jeg var min kones tillid værdig. Det, at jeg indså og mærkede den smerte, jeg havde påført min kone gennem det, jeg havde gjort mod hende, gjorde at hun igen kunne have tillid til mig. Det, at hun så min anger og at vi var fælles om den smerte, som hun hidtil havde været alene med, genoprettede hendes tillid til mig. Jeg vidste, at jeg igen havde min kones tillid og det fik store sten til at falde fra mit hjerte.

Desuden viste Peter Damgaard-Hansen os, at det væsentlige ved en konfliktsituation ikke er, hvem der starter den, men hvem der holder den kørende. En konflikt kan kun eksistere, når begge i et forhold holder den kørende. Med andre ord er begge ansvarlige for at en konflikt fortsætter.

Han viste mig, at jeg har lov til at ønske mig, hvad jeg vil i forhold til min kone, men at jeg ingen ret har til at kræve noget. Han viste mig, at det er i orden, at jeg nogle gange bliver vred på min kone, men at jeg ingen ret har til at lade min vrede går ud over hende.

De 13 timer, vi var hos Peter Damgaard-Hansen, var en blanding af terapi og undervisning. Jeg var imponeret af hans evne til at skabe et ”rum”, hvor både min kone og jeg var trygge og hvor vi derfor turde tale frit og være hudløs ærlige angående vores nederlag, smerter og ønsker.

Jeg hørte min kone sige ting, jeg aldrig har hørt hende sige før. Jeg så sider af hende og så en glød og varme i hendes ansigt, som det er meget lang tid siden, jeg har set. I løbet af de tre dage kom jeg til at se på min kone på en hel anden måde, end jeg havde gjort i meget lang tid. Nu havde jeg igen lyst til at passe på hende og være tæt på hende.

Jeg er meget overrasket over effekten af de tre dage i Thy, og jeg er overraskende sikker på at det, vi har lært og det min kone og jeg har ”oplevet” sammen i Thy, vil ændre vores liv sammen.

Efter besøget hos Peter Damgaard-Hansen har jeg en oplevelse af, at min kone og jeg har genfundet hinanden. Vi er blevet vist et helt andet grundlag for vores måde at leve vore liv sammen på og den vejledning vi fik, er mulig for os at gøre til virkelighed.

Jeg er imponeret over Peter Damgaard-Hansens psykologiske indsigter og den måde, hvorpå han formidler dem og jeg har stor respekt for hans dygtighed til at skabe et rum, hvor forandring er mulig.

Læs mere om intensive parterapeutiske ophold i Thy…